9. september 2010 Nørre Voldgade 12, 2.sal
1358 København K
Tlf:
+45 3345 40 35
Fax:
+45 3345 40 39
E-mail:
admin@dramatiker.dk
Medlemslogin:
 
vedtægter for danske dramatikere

 

Som vedtaget på generalforsamlingen den 4. oktober 1909 og senere generalforsamlinger, senest den 22.april 2010.

§ 1, § 2, § 3, § 4, § 5, § 6, § 7, § 8, § 9, § 10, § 11, § 12, § 13, § 14, § 15

 


§ 1


FORMÅL
Forbundet har til formål at varetage dramatikeres og manuskriptforfatteres faglige, økonomiske og ophavsretslige interesser samt at virke for de gunstigst mulige udviklingsvilkår for dansk dramatik inden for alle medieområder.


 

§ 2


OPTAGELSE

Som medlemmer kan optages:

  1. Danske eller udenlandske forfattere, der ved en offentlig fremførelse har fået opført et dramatisk værk
  2. Danske eller udenlandske forfattere, der enten har skrevet et originalt filmmanuskript til en offentligt vist film eller har modtaget manuskriptstøtte fra Det Danske Filminstitut eller en tv-station.
  3. Danske eller udenlandske forfattere, der har fået opført radio- eller tv-dramatik.
  4. Danske eller udenlandske forfattere der har gennemført Den Danske Filmskoles Manuskriptuddannelse, Dramatikeruddannelsen eller lignende uddannelse efter bestyrelsens godkendelse.
  5. Oversættere og bearbejdere af udenlandske såvel som danske værker af den under 1) og 2) nævnte art.
  6. Studerende, der er under uddannelse på Den Danske Filmskoles manuskriptlinie, Dramatikeruddannelsen eller på andre lignende uddannelser efter bestyrelsens godkendelse.
  7. Arvinger efter dramatikere eller manuskriptforfattere, der opfylder mindst én af de under pkt. 1-5 nævnte betingelser. Er der flere arvinger, sker optagelse når disse skriftligt har meddelt forbundet, hvilken arving de har udpeget til at varetage deres interesser i forbundet.


Ansøgning om indmeldelse sker skriftligt til bestyrelsen, og ansøgningen behandles ved førstkommende bestyrelsesmøde.

Skulle bestyrelsen, til trods for at ansøgeren opfylder betingelserne for optagelsen i forbundet, af særlige grunde ikke ønske denne optaget, skal bestyrelsen motivere afslaget over for ansøgeren. Fastholder ansøgeren ønsket om optagelse, forelægges dette til afgørelse på den førstkommende generalforsamling.

 

 

§ 3

 

KONTINGENT
Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen.
Pensionister og studerende betaler halvt kontingent. Kontingentet reguleres efter nettoprisindekset én gang årligt.

Bestyrelsen er bemyndiget til at bevilge kontingentreduktion til medlemmer, der tillige er medlemmer af NDU eller andre ophavsretsorganisationer, såfremt disse ligeledes reducerer for dobbelt medlemskab.

Kontingentet opkræves kvartalsvist forud. Dog opkræves kontingentet for pensionister og studerende halvårligt forud.
Udmeldelse rettes skriftligt til bestyrelsen og kan tidligst træde i kraft med tre måneders varsel.

 



§ 4


GENERALFORSAMLING
Den årlige generalforsamling afholdes mellem 15. marts og 15. maj.

Medlemmerne adviseres i forbundets blad, nyhedsbrev eller pr. mail om datoen for den ordinære generalforsamling senest 1½ måned før afholdelsen. I samme meddelelse opfordres medlemmerne til at fremkomme med forslag til bestyrelseskandidater. Kandidat- og andre forslag skal være forbundet i hænde senest 1 måned før den ordinære generalforsamling.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling udsendes med mindst 14 dages varsel. Dagsordenen skal indeholde liste over opstillede kandidater til bestyrelsen.

Indkaldelse med dagsorden til generalforsamling sker skriftligt til hvert enkelt medlem.

Forbundets generalforsamlinger ledes af en af bestyrelsen udpeget dirigent, der ikke behøver at være medlem af forbundet.

Fraværende medlemmer kan lade sig repræsentere ved skriftlig fuldmagt til et tilstedeværende medlem.

Generalforsamlingen træffer beslutning ved simpelt stemmeflerhed, medmindre beslutningen omhandler forslag om forbundets opløsning.

Når et medlem anmoder herom, skal afstemning ske skriftligt og hemmeligt.

Regnskabsåret regnes fra 1. januar til 31. december.


Forbundets regnskaber revideres af en af generalforsamlingen valgt statsautoriseret revisor, der er til stede på generalforsamlingen.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst tre dages varsel.

Ekstraordinær generalforsamling kan finde sted, når bestyrelsen finder anledning dertil.

Ekstraordinær generalforsamling skal sammenkaldes senest 14 dage efter, at mindst ti medlemmer, sekretariatschefen eller revisoren skriftligt har rejst krav herom til bestyrelsen.

 



§ 5

DAGSORDEN FOR DEN ORDINÆRE GENERALFORSAMLING

 

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning

3. Forelæggelse og godkendelse af revideret årsregnskab

4. Øvrige beretninger og regnskaber

5. Fastsættelse af kontingent

6. Forelæggelse og godkendelse af arbejdsprogram

7. Forelæggelse og godkendelse af hovedlinierne i forbundets budget

8. Valg af hvert enkelt bestyrelsesmedlem

* bestyrelsen tilstræbes sammensat så den repræsenterer medlemskategorierne 1-5, jfr. § 2

9. Valg af revisor

10. Valg af interne revisorer

11. Eventuelt

 



§ 6


BESTYRELSE
Forbundet ledes af en bestyrelse på 6-12 medlemmer valgt på generalforsamlingen for en to-årig periode, således at halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år.

Bestyrelsen skal varetage forbundets ophavsretlige og organisatoriske interesser og fordeler selv de heraf følgende opgaver imellem sig under den samlede bestyrelses ansvar.

Bestyrelsen vælger af sin midte en formand og en næstformand. Det tilstræbes, at de repræsenterer medlemskategori I og II, jfr. § 2.

Formand og næstformand kan aflønnes i henhold til bestyrelsens nærmere beslutning. Der kan endvidere udbetales vederlag til bestyrelsesmedlemmerne eller andre udvalgsmedlemmer, hvis deres arbejde for forbundet i en periode er særligt krævende.

Bestyrelsen kan ansætte en sekretariatschef til at lede forbundets kontor. Sekretariatschefens løn fastsættes af bestyrelsen. Sekretariatschefen kan efter aftale med bestyrelsen ansætte en eller flere medarbejdere.

Formand og næstformand er sammen tegningsberettigede men kan for såvidt angår den daglige drift delegere denne tegningsret til sekretariatschefen.

Bestyrelsen godkender køb og salg af fast ejendom i såvel ind- som udland.

Bestyrelsen samles til mindst otte møder om året.



§ 7


AGENTUR
Forbundet har eneret til salg og overdragelse af medlemmernes rettigheder til opførelser af deres dramatiske arbejder til teatret. Samme ret gælder for medlemmernes oversættelser af dramatiske arbejder til teatret.

Forbundet kan efter det enkelte medlems ønske varetage salg og overdragelse af dettes dramatiske værker til opførelse i radio, tv, film og andre medier. Samme ret gælder for medlemmers oversættelser af dramatiske værker til radio, tv, film og andre medier.

Hvis et medlem udtræder af forbundet, varetages indgåede kontrakter af forbundet, til disse er udløbet.


 

§ 8


OVERENSKOMSTER OG KOLLEKTIVE AFTALER
Forbundet kan med bindende virkning for medlemmerne indgå overenskomster om udnyttelse af værker, til hvilke medlemmerne, i henhold til ophavsretlovgivningen eller på andet grundlag, har rettigheder.

Forbundet kan indgå kollektive aftaler (gensidighedsaftaler) om værker, der lovligt offentliggøres i Danmark i radio eller tv, og som samtidig spredes til andre lande via satellit, kabel, telekommunikation eller på anden måde.

Forbundet kan efter aftale med tilsvarende organisationer i andre lande repræsentere udenlandske dramatikere og manuskriptforfattere i Danmark.

 

 

§ 9


PROVISION
Ved salg af medlemmernes dramatiske arbejder til professionelle danske scener og større amatøropsætninger betaler medlemmet en provision på 4,5 % af det samlede honorar, dog med et årligt provisionsloft på kr. 6.000, som reguleres efter nettoprisindekset.

Ved salg af medlemmernes dramatiske arbejder til mindre amatøropsætninger betaler medlemmet 10% af det samlede honorar.

 



§ 10

 
ADMINISTRATION AF UFORDELBARE MIDLER
Ved indbetaling til forbundet af honorarer for brug af medlemmers ophavsretligt beskyttede værker, hvor honorarerne ikke med sikkerhed kan henføres til enkeltmedlemmer, eller hvor en individuel fordeling ville være meget omkostningskrævende i forhold til indbetalingen, beslutter bestyrelsen hvordan midlerne skal anvendes i overensstemmelse med regler udarbejdet af Copy-Dan.




§ 11


BOYKOT
Bestyrelsen er berettiget til at foretage ethvert skridt, som den anser for nødvendigt eller ønskeligt til fremme af det enkelte medlems eller forbundets interesser, herunder anlæg og gennemførelse af retssager om ejendomsretten til dramatiske værker. Når en sag er rejst på bestyrelsens initiativ, betales sagens omkostninger af forbundet.

Bestyrelsen er berettiget til at boykotte en aftager af medlemmernes dramatiske værker. En sådan boykot er bindende for alle medlemmer i fire uger efter at den skriftligt er meddelt medlemmerne. Bestyrelsen skal senest fire uger efter boykot er iværksat indkalde til ekstraordinær generalforsamling med sædvanligt varsel. En generalforsamlings beslutning om fortsættelse af boykot er bindende for alle medlemmer, indtil formålet med boykotten er opnået, eller til en ny generalforsamling går ind for at ophæve den. Indleverer eller sælger et medlem et værk til en således boykottet aftager, udelukkes medlemmet af forbundet.




§ 12


UDELUKKELSE
Finder bestyrelsen anledning til at udelukke et medlem, eller forlanges det af mindst 10 medlemmer, forelægges dette for en generalforsamling. Genoptagelse kan foreslås af ethvert medlem på en generalforsamling.




§ 13


ÆNDRINGER AF FORBUNDETS VEDTÆGTER
Ændring af forbundets vedtægter kan kun ske på en med 14 dages varsel indkaldt generalforsamling. De foreslåede vedtægtsændringer skal vedlægges indkaldelsen.




§ 14


FORBUNDETS OPLØSNING
Forslag om forbundets opløsning behandles på en generalforsamling indkaldt med 14 dages varsel. Vedtagelse af et sådant forslag kræver at to tredjedele af forbundets medlemmer er til stede, og at tre fjerdedele af de tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt sammenkaldes en ny generalforsamling med 14 dages varsel, hvor der kræves flertal blandt de fremmødte stemmer.

 



§ 15


FORPLIGTENDE ERKLÆRING
Ethvert medlem modtager et eksemplar af forbundets vedtægter samt underskriver en erklæring om at overholde disse.



     
Print denne side
 
COPYRIGHT 2008  DDF