Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2018

Jesper Bræstrup Karlsen:

Godaften! Jeg hedder Jesper Bræstrup Karlsen, jeg er dramatiker og bestyrelsesmedlem i Danske Dramatikere. Tillad mig at citere:

“Du føles blød. Blød og glat. Blød og glat og våd. Du føles som en fersken, der ligger og gløder og venter på fluerne, der skal komme og gnave i dig. Jeg elsker fersken. Jeg æder dig. Jeg stopper ikke, før du kun er en lille hård sten, der kan ligge i min hånd.”

Citat slut. Hvor dette citat kommer fra, det skal jeg komme tilbage til…

Det er med stor stolthed og fornøjelse, at Danske Dramatikere, Dramatiker Væksthus og Horsens Teaterfestival i aften kan uddele (vores) manuskriptpris for sæsonen 2017-2018.

Vi glæder os over, på denne måde, at kunne festligholde og synliggøre det gode manuskript og den gode dramatiker som vigtig medspiller i skabelsen af forestillinger for børn og unge.

Prisen, der er på 15.000 kr. gives for det ekstraordinære tekstlige grundlag til en af sæsonens premiere-forestillinger, og juryen leder efter en tekst, hvor dramatikerens stemme klinger originalt i forestillingen og blander sig selvstændigt i scenekunstens udtryk.

Og sikke et privilegium det har været at få lov at læse alle disse tekster - tak for alle de tilsendte manuskripter. Juryen har i år bestået af Jane Rasch, kunstnerisk leder af Dramatiker Væksthus, Marc van der Velden, instruktør og formand for DV, Anna Panduro, dramatiker og skuespiller, Pia Marcussen, instruktør og dramatiker og sidste års modtager af prisen og så mig.

Jeg kalder det et privilegium, for når vi læser alle disse tekster, så mærker vi, hvordan vi kommer ind under huden på disse dramatikere; vi føler nærheden, og vi kan følge alle de utroligt forskellige tilgange, midler og veje, der (er) til at komme frem til den gode dramatiske tekst. Vi følger dramatikeren helt tæt, når vedkommende med dødsforagt dykker ned i de temaer, der optager dansk børne- og ungdomsdramatik lige nu og her:

Der har været temaer om at møde det, der er uventet anderledes, om selviscenesættelse og stress, om at tage en pause, om tro og empati, om snyd og sangens kraft, om ikke at gøre, som der bliver sagt, om magtens mekanismer, ja, om selve kapitalismens mekanismer, om tankeløs ondskab, og om vanskelighederne ved at blive voksen.

Tillad mig, igen, at citere det manuskript, som vi her i aften vil anerkende med vores pris:

“Kære far. Jeg kan høre nogen der græder. Deres jamren ligger om min hals og rasler. Jeg kan ikke se på de andre, om de kan høre det. De drikker kaffe og køber nye tasker. Holder man op med at kunne høre det? Og i så fald hvornår? Kærlig hilsen Jenny.”

Lige for øjeblikket synes der at være et krav om, at teatret og dermed dramatikken helst skal kunne BRUGES TIL NOGET. At vi som kunstnere skal analysere, oversætte og afhjælpe alle samfundets problemer for at have en berettigelse. Det manuskript vi valgt har valgt i år, er dog befriende langt fra en “brugstekst”; den er ikke rettet mod et specifikt problem, der skal fikses, denne tekst er RETTET MOD LIVET.

Tekstens unge publikum bliver på alle måder udfordret, indholdsmæssigt og formmæssigt, denne tekst overrasker og provokerer. Den er mere virkelig end virkeligheden, den er enkel, rå, besk og meget teatralsk. Kontante klip der vægtes af dulgte længsler. Teksten er ubønhørlig i sin kritik af voksenlivets svigt, økonomi- tænkning og hjerteløshed, og åbner sig spørgende mod sit publikum - er det virkelig det her vi vil?

Bag teksten banker et ægte kunstnerhjerte, der ikke ønsker at dramatisere temaer som OBS (Oplysning Til Borgerne om Samfundet), men skaber universer og egne litterære love, der sætter forventninger til tid og rum ud af kraft, og som laver en legende og luftigt forbindelse til det underbevidste. Vi har her at gøre med en dramatiker, der er original ind til knoglerne.

Hun har tænkt sig at ændre vores teater, og hun tager ingen fanger!

Modtager af Danske Dramatikeres manuskriptpris for børn og unge i år er: “Voksen” af Alexandra Moltke Johansen. Tillykke!

 

Alexandra Moltke Johansen:

Tak til Danske Dramatikere, Dramatiker Væksthus og Horsens Teaterfestival.

Jeg er utroligt stolt af at modtage denne pris for VOKSEN.

Forestillingen har udløst store - både positive og negative - reaktioner hos dem, den handler om - de voksne. De unge har derimod taget det i stiv arm.

Forestillingen blev ikke inviteret her, så I har nok ikke set den og jeg fortæller jer derfor en smule derfra.

VOKSEN fortælles af tre upålidelige narrehatte. De fortæller os et moderne eventyr om pigen JENNY der stikker af hjemmefra for at gifte sig med den lidt for gamle REX.

Narrene vil lære publikum at de skal ignorere gråden fra havet og koncentrere sig om at låne penge, arbejde, købe hus og møbler.

Heldigvis hører man også Jennys hund, som hun sidenhen slår ihjel med en skovl, i samtale med en anden hund:

Dét der er mærkeligt er, at her hvor alt burde være godt, går mennesker rundt med tomme ansigter. Lukkede ører. De sover.

Det er mærkeligt at de har travlt, for de har mange mønter.

Det er mærkeligt at de bare vil have flere mønter. Det er mærkeligt mennesker ikke kilder.

Hinanden.

Eller spiser mad og sover.

Hele dagen.

Det er mærkeligt at mennesker ikke bruger deres tid på at slikke.

Hinanden.

Det er mærkeligt at de ikke sætter sig ned i græs.

De er altid et andet sted. I morgen bliver bedre, siger de.

Næste år er jeg hvor jeg gerne vil være, siger de.

Det siger mennesker til hinanden.

Mens vi hunde løber efter bold.

Mens vi sover hele dagen.

Mens vi hunde snuser til solsikke og bliver kløet på ryg.

 

I jagten på kærligheden lader JENNY sig optage i dette kedelige, meningsløse samfund.

Hun kan dog ikke undgå at lytte til det store hav og ender med at drukne sig i det.

Hun finder ingen anden udvej. Men måske gør hendes far. I et brev, som han skriver – uvidende om hendes død – står der:

Jeg vil bygge en stor båd af træ med hvide sejl.

Jeg drager ud på havet og du skal med.

Vi skal finde dem der græder.

Vi skal spørge hvorfor de græder og hjælpe dem.

Forstår du, verden vil forandre sig.

Hvis vi tør sejle ud på havet vil alting forandre sig.

 

At skrive for de unge er en ære. At have alle disse helt forskellige mennesker, fra forskellige klasser og kulturer er noget man ikke kan finde andre steder

Lad os aldrig undervurdere dem.

De rummer en langt større kompleksitet end de bliver krediteret for.

De tænker og drømmer og frygter mange ting, ligesom os.

Lad os aldrig undervurdere teatret. Teatret er ikke en platform der har til hensigt at belære de unge om relevante emner. Teatret er en voldsom, morsom, grufuld kunstform, der lever på sine egne præmisser.

Tak til Jørgen, Julie, Jan og Martin for at gå med mig og for at jeg måtte gå med jer.