Danske Dramatikeres Hæderspris 2018

 

Jakob Weis er modtager af Danske Dramatikeres Hæderspris 2018. Med prisen følger 50.000 og et originalt kunstværk af Anne Marie Ploug.

Weis (f. 1970) er dramatiker og manuskriptforfatter. Har skrevet mere end tredive teatermanuskripter siden sin debut i 1993. Blandt andet skaberen af Den Danske Faktionstrilogi, med forestillingerne “Udslet Hornsleth”, “Casper Christensen Komplekset” og “Von Trier – persona non grata”. Af andre værker kan nævnes ”Møller & Larsen”, “Toves værelse”, “Bang og Betty”, “Helmer Hardcore”, “Håndbog i overlevelse”, “Pelsjægerne”, “Extrem Sport” “Pitbull”, “Diva min” og dobbeltmonologen “Døden i Venedig – Drengen i Venedig”. Har tre gange modtaget Reumert-prisen som Årets Dramatiker (2007, 2011, 2017), og har været nomineret 5 gange. Endvidere modtager af Allen-Prisen og Preben Harris Rejse-legat.
Skriver desuden til film, radio og opera, og er juryformand for manuskriptkonkurrencen Dramatisk Debut, leder og medstifter af Dramatisk Laboratorium, samt underviser på Dramatikeruddannelsen siden 2009. Oversat til bl.a. engelsk, fransk, spansk og svensk.

 

Andreas Garfield holdt talen for Jakob Weis og den kan læses her:

“Kære Jakob. Jeg havde en mærkelig drøm i nat… Jeg drømte, at jeg ikke kunne skrive din tale.

For hvordan skulle jeg kunne skrive en tale, der opsummerer, forklarer og spejler dit virke?

Den skulle være sproglig skarp og poetisk. Dramaturgisk ulastelig. Indholdsmæssigt overraskende, udfordrende, intelligent, sprudlende virtuos, spiddende – komplementerende formmæssigt; søgende, udforskende, grænseoverskridende og alligevel genkendelig.

Jeg kunne gøre, som Michael Frayn ynder. Starte med at stille et spørgsmål som jeg så bruger resten af teksten på at besvare. Et enkelt spørgsmål som for eksempel: Hvorfor skal du have Hædersprisen?

Jeg kunne også starte med et citat. Eller en anekdote, en joke, en kuriositet. Som for eksempel det faktum, at hvis man googler dit navn, kommer Gyldendals Store Danske op som hit. Men når man så klikker på linket, bliver man ført til en side, hvor der står 0 resultater.

Det harmonerer meget godt med, hvad Goethe skrev: ”Den, som indtager forreste plads, spiller sjældent hovedrollen”.

Men så huskede jeg et af dine mantraer: ”Man kan vælge den forkerte løsning, den rigtige løsning. Og så den allersværeste – den overraskende løsning.”

Jeg hørte det første gang, da du underviste mig i dramatik på Daghøjskolen KUBA. Jeg var den eneste på holdet, der ville skrive teater, så det var naturligt, du fattede interesse for mig. Men du fattede interesse for alle på holdet. Ligesom du fattede interesse for alle dine elever i teater på Lyngby Ungdomsskole, og som du gør det på Dramatikeruddannelsen og Dramatisk Skrivelaboratorium. Du engagerer dig i dine elever. Hjælper dem, lytter til dem, giver dem de skub, de har brug for, både fagligt og personligt.

Dengang på KUBA fortalte du, at du aldrig ville kunne skrive på fuld tid. Du elskede at undervise og kunne ikke forstille dig at vælge det fra. Heldigvis har du sidenhen vist, at man sagtens kan skrive på fuld tid og undervise ved siden af. På fuld tid.

Men din udmelding dengang havde måske også noget at gøre med dit skrivetempo. For at citere Thomas Mann: ”En forfatter er en, for hvem det at skrive er vanskeligere, end det er for andre mennesker. ”

Du debuterede for 25 år siden med ”Noget om Eros”. Men jeg håber ikke, jeg fornærmer dig eller nogen andre ved at sige, at ”Boxning” fra 1998 var den forestilling der satte dig, og det dengang ukendte Teater Grob, på teaterlandkortet. Et par år efter slog du og teatret igennem med ”Pelsjægerne”, som indtjente dig din første Reumert nominering. Det blev til flere succes’er med Teater Grob, indtil det var tid til at søge nye græsgange, finde nye legekammerater. Og sådan en fandt du i Pelle Koppel, og hans nye legeplads Teater-V.

I valgte at gå all-in på jeres første forestilling. I anledningen af 100 året for Ibsens død, skrev du en fortsættelse til hans vel nok mest kendte, elskede og opførte stykke: Et Dukkehjem. ”Helmer Hardcore” hed værket. Og det var fandme hardcore. Ikke bare teksten i sig selv. Men at have modet til at skrive en efterfølger til en af verdens største klassikere. Dit mod og din kunnen blev belønnet. Du fik din første Reumert (som du nu har tre af) og var med til at sætte Teater-V på teaterlandkortet. Du og Pelle lavede to forestillinger mere, før det var tid for dig at give dig i kast med en af de ting, der står på mange kunstneres to-do liste: At lave en trilogi. Men selvfølgelig skulle det ikke bare være en trilogi. Den skulle være sin egen. Have sit eget sit eget navn, sit eget begreb. Med manuskripterne til ”Udslet Hornsleth”, ”Casper Christensen komplekset” og ”Von Trier – persona non grata” skabte du Den Danske Faktionstrilogi.

Og ind i mellem fandt du også tid til at gå i en helt anden grøft og tage brydetag med gysergenren med ”Diva, min”, og starte et nyt samarbejde op med Folketeatret. Først en forestilling om ”Bang og Betty”, derefter ”Toves værelse”. Og i mellem de to et hjertebarn. Din dramatisering af Thomas Manns ”Døden i Venedig”. Alle forestillinger blev nærmest selvsagt bragende succes’er. Både kunstnerisk og publikumsmæssigt. Og i denne stund har du nu bevæget dig til de allerhøjeste dramatiske tinder i Danmark med forestillinger på Det Kongelige Teater og på Hamletscenen på Kronborg.

Det er jo vanvittig flot. Men. Som Stephen King siger i Mørkets Halvdel, der sjovt nok også handler om en forfatter, så kan ”ethvert fjols med en hurtig hånd gribe en tiger i nosserne. Der skal en helt til at blive ved med at klemme.” Og det gør du. Du klemmer. Bliver ved. I en stædig jagt på at afdække og blotlægge nye lag i det menneskelige sind, i samfundets strukturer, i dramatikkens og dramaturgiens opbygning og ikke mindst i din egen kunnen ved at udvide dit skriverepertoire til også at indbefatte operalibrettoer og tv-serier.

Hvis jeg skulle sammenligne dig med et dyr, ville det være med en haj. En haj er nødt til at svømme hele tiden for at kunne ånde. Hvis ikke den holder sig i bevægelse, dør den. Den sammenligning er måske lige drastisk nok, men du er en af de få som ikke forfalder til rutinen. Du vil altid fremad. Nedad. Helt ind i materien. I både form, indhold og udtryk. Jeg ved ikke om det bunder i drift, pligt eller nysgerrighed. Men du har skrevet om stort set alt: Kønsroller, identitetskrise, magtkampe, hierarkier, samfundets bund og top. Luderne, lommetyvene og lykkejægerne. Kronprinser, byggematadorer og nationale koryfæer. De levende, de døde og de skindøde. Om kærlighed, sex, had, misundelse og angst. Kunst, arkitektur og filosofi. Om storhed og forfald og de menneskelige omkostninger og ofre, der tit er forbundet hermed.

Men bag hvert emne har der ligget en dyb interesse for det enkelte menneske og dette menneskes relation til et andet. Antoine De Saint-Exupéry skrev: ”Det gælder ikke om at lære at skrive, men om at lære at se. Det at skrive, det er bare konsekvensen.” Og du ser mennesker. Det stof de er gjort af. Deres håb, drømme, skyggesider, illusioner, selvbedrag. Deres kampe, fortvivlelse og undergange. Nogle gange med et metafysisk lag der indgyder håb. En vej frem. Men oftest ender vi i smerten. I mørket. Som i den sidste speak i Boxning:

”Der er nogle, der mener, der vil komme en tid, hvor vi går rundt med hvide knoer blandt vindere og tabere, og venter på at tiden går lidt langsommere. Vi vil elske hinanden med vagtsom glemsel, og kun kigge ned når en livløs krop stopper vores fødder. Og ingen vil vide, hvem der levede i denne krop, eller hvem der lod den falde, men alle vil vide – at det er tid til at gå i krig.”

Man er aldrig i tvivl, om man nu rent faktisk overværer en forestilling af Jakob Weis. Dine replikker svinger ubesværet mellem en unik blanding af de skønneste sprogblomster, sorte ondskabsfulde personlige angreb og fantasifulde vulgariteter. Som for eksempel i Udslet Hornsleth, hvor Hornsleth netop har fået en stor kontrakt, der sender ham til London, og han udbryder:

”London din blonde skøge. Du vil bede om nåde. Du vil bede om nåde, når jeg pløjer dit skræv åbent, og Damien vil klappe med små hurtige hænder. Skræmt og begejstret som en alterdreng der bevidner voldtægten af sin værelseskammerat.”

Hvad du giver dig kast med herefter, er svært at gætte. Forhåbentlig fortsætter du med at gå de veje din lyst, dit instinkt eller din nysgerrighed fører dig. For vi har brug for dig. Som publikum og som kolleger.

Du er nemlig en af de sjældne, som Goethe skrev om. Du indtager forreste plads ogdu spiller hovedrollen. Du sætter ikke kun teatre på landkortet længere, du sætter dramatikken og dramatikeren på landkortet. Vores virke. Gennem din stædige ubønhørlige stræben efter det, der ikke lader sig indfange. Det der ikke lader sig beskrive. Uanset hvor dygtig en forfatter man er.

Du stræber efter det i dine egne værker. I din undervisning af næste generationers dramatikere. Og i dit engagement i din egen generations kamp for at få mere indflydelse og anerkendelse.

Du er – i alt det du er – et ideal. Som repræsentant for dramatikere, som underviser, som kunstner og som menneske. Et ideal man bør stræbe efter.

Kære Jakob. Dr. Weis. Onkel J. Med ære og respekt. Tillykke med Danske Dramatikeres Hæderspris.”