Hvil dine øjne

Skuespillerne Martin Hansen (tv), Else Skouboe og Sigurd Wantzin (th) indtaler et hørespil i Den Danske Statstelegrafs radiostudie i Købmagergade i København. Billedet er fra omkring 1930. Foto: Tage Christensen


For et årti siden indrykkede Danske Dramatikere en dødsannonce i Berlingske Tidende. Elsket og savnet, stod der. Den afdøde var Radioteatret, der var blevet stort set aflivet efter otte årtiers tro tjeneste. For fra og med årsskiftet 2007 var RadioDramas med-arbejderstab halveret og det lange enkeltspil, som altid havde været radiofiktionens rygrad, afskaffet. Årsagen var et hastigt dalende lyttertal, der havde gjort radioteatrets engang stolte status som ’Danmarks største teater’ til historie. Otte år senere røg RadioDrama helt ud af sendefladen og har siden da kun eksisteret på nettet som podcast. RadioDramas daværende chef, Malene Kierkegaard, erklærede, at ”tiden er løbet fra det glorværdige radioteater på FM-båndet.” 

I 2017 talte REPLIKKER med RadioDramas chef Mette Kruse Skak. for at finde ud af, om vi er på de sidste sider af en langtrukken forfaldshistorie?

- Vi er i gang med at ryste butikken. Både for at slippe af med hvad jeg synes, har været uvaner ved radioteater, men også for at undersøge, hvad mediet egentlig kan. Faktisk har skiftet til udelukkende at udkomme som podcast været en befrielse, og jeg tror virkelig, vi kun har set begyndelsen på en ny tid for radiofiktion. Nogle succeser har banet vejen for podcastformatet, men vi skal ikke bare lave Serial, for den er lavet, ligesom TV-producenterne heller ikke bare kan beslutte sig for at lave det nye Skam. Vi skal lave vores eget.

- Historisk set har radioteatret bevæget sig mellem to poler, der stadig er der, især i europæisk regi. Den ene er den store brede fortælling og den anden det smalle, mere arthouse-agtige. I RadioDrama vil vi gerne have diversitet og spændvidde i de enkelte produktioner, men selvom sidste års 

Kollaps nærmest var lydkunst, laver vi ikke decideret arthouse. I det hele tager synes jeg ikke, at det længere giver mening at operere med den opdeling mellem smalt og bredt. Jeg vil for eksempel gerne dyrke det smalle, bare aldrig sådan, at det bliver sjovere at lave for kunstneren end at høre på for lytteren. Man må ikke være ligeglad med lytteren og kun fokusere rigidt på sin egen vision, for det handler altså også om at få kommunikeret den vision ud. Ellers har man tabt. Og de smalle ting kan også kommunikeres ud. Derfor kan jeg godt sige, at vi ikke kommer til at lave den slags vilde eksperimenter, hvor vi er ligeglade med hvem, der lytter til det. Vi kommer ikke til at slippe lytteren.

- Jeg synes, det handler om at vise kunstnerisk mod og psykologisk dybde på nogle andre måder end kun ved at dyrke det avantgardistiske og eksperimentelle. Sådan som jeg læser vores platform lige nu, skal det, vi producerer, også være accessible. Hvilket altså ikke betyder, at det kun skal være krimier.

- Omvendt set skal alt heller ikke handle om plot. Det er jo skønt, når en scene en gang imellem ikke går plottets tjeneste. Jeg synes fx at en tv-serie som Dunja Grys Norskov havde en masse skønne replikker, der havde til formål at belyse karakteren snarere end at drive plottet, og det kan være en stor befrielse. Der er altid en fare for at den dramaturgiske motor bliver for tydelig, og det skal man tænke på, når man – som vi også gør – beskæftiger sig med plot i næsten alle formater. Særligt det lange forløb har brug for plottet til at drive os frem som lyttere og det er ingen hemmelighed, at podcastformatets succes har givet os noget mod til fx operere med længere forløb end før. Langformatet kan noget ganske særligt, og der skeler vi bla. til tv-serien, hvor man ligesom i den lange roman virkelig har tid til at lære karakterne at kende. Igen er det vigtigt at huske på, at de gode serier er dem, der ikke kun skal afvikle et plot, men også tager sig tid til digressioner og afveje. 

- På nogle områder deler radiodramaet karakteristika med tv-serien hvad angår dramaturgi og udvikling. På andre områder ligner det måske mere litteraturen. Det mest præcise er måske, at radiofiktion er sit eget medie. Det låner fra alle mulige andre medier, men det er sit helt eget. 

- Det bliver afprøvet, når vi om lidt skal i gang med at producere Kongens Fald med nyt manuskript af Dunja Gry. Det er som bekendt en roman uden replikker og med nogle meget specielle psykologiske portrætter, en masse poesi, lyrik og andre formater, der sprænger rammerne. Hvordan den bliver i dramatisk, lytbar form bliver sindssygt spænd-ende at følge.

- Jeg tror også, at det doku-agtige er kommet for at blive. Ikke direkte i vores afdeling, der jo er en fiktionsafdeling, men som gengivelsen, fx den nære samtale mellem to mennesker om, hvad der egentlig skete. Det kan godt virke stærkere end at være tilstede i selve begivenheden. 

- Det peger på én af mediets værste fjender, nemlig at der kun er den lydlige side. Det er selvfølgelig også mediets store gave, men hvis man ikke er varsom i alle faser fra manusplan til redigering kan man stå med et drama og noget skuespil, der kommer til at virke stort og kunstigt, når man ikke har billeder at læne sig op ad. Det er imidlertid noget af det, vi har haft fokus på i RadioDrama i årevis, så når man kigger på vores bagkatalog er der enormt meget virkelig godt skuespil. Men når det ikke lykkes, og når det bliver så hører jeg det med det samme. Det opstillede, kunstige og teateragtige er helt klart en fjende. 

- Derfor vil vi også gerne ud på location, for lyden af virkeligheden er tit bare elementært virkningsfuld. Jeg bilder mig ind, at jeg nogle gange kan ’høre studiet’ og det vil jeg gerne undgå. 

Lige nu forsøger vi os med at boome – altså at følge spil-lerne rundt i studiet med en mikrofon, for der er stor forskel på at stå statisk ved en mikrofon og så kunne agere i rummet med sin krop. Det giver et andet åndedræt og man kan høre, at kroppen pludselig også spiller med. Måske ender vi med at lave dogville-agtige kridtstreger på gulvet i studiet, stille rekvisitter op og så videre.

- Det handler også om, at den samtale mellem to mennesker, der kan fungere på en scene, hvor personerne er fysisk til stede i en scenografi, ikke dur på radio. Her mangler man netop det fysiske og har brug for en ekstra dimension. Et stykke dramatik skrevet uden nogen særlig scenografi og gestik er ikke automatisk velegnet til radio. 

- Og når det så er sagt, så fungerer det simpleste setup stadig vildt godt. En fortællerstemme, der fortæller en historie. På den måde repræsenterer vi noget urgammelt i mennesket, nemlig at fortælle en historie helt simpelt. 

- Fordi vi kun har den lydlige side, udforsker vi stadig, hvad lyd kan. Lydbillederne er vores svar på den scenografi, som filmen har. Nu hvor vi ikke længere er styret af at være på en taleradio som P1 må vi også lave ting med musik. Det er selvsagt en kæmpe mulighed. Musik kan alt det, som ikke kan forklares præcist med ord – det samme, som en god fotograf kan på filmlærredet. Billedet er en detalje, hvor vi ikke specifikt kan forklare, hvorfor vi bliver berørt, og musik kan det samme. Hvis vi bare har ordene i radiofiktionen, kan det godt blive for teoretisk og for intellektuelt. Selvfølgelig betyder et ikke, at en følsom scene skal soves ind i violin. Det betyder bare, at ord ikke kan alt i forhold til at skabe stemninger.

- Noget af det, der er blevet muligt for os at arbejde med, er et gennemkomponeret score. På RadioDrama har vi fået en ny lyddesigner, Signe Mansdotter, som også er musiker, og hun kan lave en lydlig identitet gennem en hel produktion. For eksempel lavede hun lydspor til Tryk play for mord, som er en Aarhus-krimi med genkomponerede gamle aarhussange af Thomas Helmig og Peter AG i distortede molversioner nedenunder talen. Den blev lavet som en podwalk, hvor man bevægede sig rundt i Aarhus, og ved hjælp af en gps-tracker hørte krimi om de steder, man befandt sig. Det er et godt eksempel på, hvordan gadebilledet pludselig bliver den scenografi, som ellers ikke er der. 

- Radiofiktion har ikke peaket endnu. Vi er kun lige på vej. I det nuværende medieforlig skal vi producere 20 timers ny dansk radiofiktion om året, og jeg håber virkelig, at det fortsætter med det nye medieforlig, for vi er kun lige begyndt. Kigger man rigidt på lyttertal har en produktion som Equinox 1985 virkelig trukket lyttere til. Også på de sociale medier, hvor det bliver delt.

- Vi får faktisk henvendelser fra helt unge lyttere, der tror de har opdaget noget helt nyt, som hedder podcasts og som er historier, man kan høre. Så deler de det med deres venner på de sociale medier, de har til rådighed. Den støvede radioteaterarv, som jeg en gang imellem kan høre mig selv sige, at vi jo stadig kæmper med, kender de slet ikke. Så måske skal man bare lade være med at sige det, for de unge aner ikke, at radioteater har været en ting siden statsradiofoniens debut i 1925 og at nogen engang syntes, at det var lidt støvet. 

- Radiodrama er ikke det billigste radio at producere, men det er stadig voldsomt meget billigere end tv og det er original, nyskrevet dansk dramatik. Mange får lidt kilometer i benene på radiodrama før de ryger over til at lave tv-fiktion. Og trafikken går også tit den anden vej. Den videndeling mellem tv og radio på fiktions-området tror jeg er vigtig at værne om. Også fordi der jo ikke rigtig er en prøvebane på tv-fiktionsområdet, hvor alt jo er sindssygt dyrt fra starten af. Særligt søndagsdramatikken skal ramme vidt og bredt og det gør alt andet lige noget ved måden, man skriver den slags serier på.

Du kan finde RadioDramas podcasts på iTunes, på dr.dk/radio og på DR’s radioapp, søg under anbefalet eller på en titel.

Samtalen er fra Danske Dramatikeres medlemsblad REPLIKKER #29. Du kan hente det her i pdf .