Anna Bro: – Jeg ved ikke hvad den gode historie er.

 

 

I teateret er den gode historie et udskældt begreb.

Eller i hvert fald noget, som bliver set på med en vis mistænkelighed. Måske skyldes det en mæthed. At man er blevet så vant til, at underholdningsindustrien fortæller historier, som man allerede har gennemskuet, inden de er begyndt. Og en mistro til den omstændighed, at vi igen skal se en heltehistorie, hvor ærterne bliver klaret, dagen bliver reddet og så videre.

Ud af den mæthed opstår der en modvilje mod overhovedet at fortælle historier. Samme modvilje som en skønlitterær forfatter som Karl Ove Knausgård giver udtryk for i sine bøger, hvor han i stedet for en fiktiv historie, fortæller ultradetaljeret om en sekstimer lang børnefødselsdag.

At det så alligevel bliver en historie, skyldes ene og alene, at han er god til at fortælle historier. Og det gælder for mange af dem, der offentligt er modstandere af at fortælle gode historier, at de alligevel gør det hele tiden og desuden er pissegode til det.

Christian Lollike er et andet eksempel. Han vælger næsten altid interessante hovedkarakterer og udsætter dem for noget vildt, og så er historien ligesom igang. Hver gang du viser mennesker i kamp med deres omstændigheder, er du i gang med en historie. Så historien er svær at undslippe. Historien sniger sig også ind i antihistorien.

HÅB
Det er interessant for mig, hvor omdiskuteret historien er som bestanddel af dramatikken. Skepsissen skyldes et stykke hen ad vejen, at det postdramatiske teater har vundet meget stærkt indpas i Danmark. Også i den måde, vi indoptager klassikerne på, hvor historien så at sige kommer ind ad bagvejen. Og hvor nyfortolkningerne så forsøger at udfordre den klassiske historiekarakter gennem iscenesættelsen.

Når man arbejder med den gode historie, handler det tit om at få publikum til at investere deres håb. Deri ligger måske også klassikernes appel. Man håber sammen med de store hovedkarakterer. Hvilket også er en del af grunden til at man ser alt fra romaner til tv-serier på scenen, hvor man kan lufte den gode historie uden at spænde den nye dramatik for vognen.

Spørger man publikum, om de foretrækker sprog eller plot, så svarer langt de fleste plot. Hvilket igen ikke betyder, at det er det vigtigste i teatret eller i litteraturen for den sags skyld, blot at det er det, de fleste mennesker foretrækker. Men vi har alle prøvet at se et stykke, der er virkelig vellykket, uden at der har været en egentlig historie bag. Historien er ikke den eneste måde at få en forestilling til at hænge sammen på.

Og så er vi tilbage ved det, at underholdning og den gode historie ikke skal forveksles. Og at man i øvrigt skal passe meget på med at definere den gode historie på teatret ud fra den gode historie på film. Jeg ved ikke om nogen teaterdirektør ville have købt historien i Dancer in the Dark, men de vil gerne, når Trier har lavet den på film først.

 

ET UKENDT BEGREB
Rundt omkring sidder teaterdirektørerne helt bestemt og vil have de gode historier, men til trods for det, har jeg personligt aldrig hørt udtrykket nævnt i hele mit liv i teaterbranchen. I en del bestillingsopgaver ligger det implicit, at man på teatret synes, at det her oplæg rummer en god historie. Sådan er det tit i de situationer, hvor teaterdirektøren agerer som kurator, der sætter rammerne for en opgave, man som dramatiker skal løse.

Men når man overordnet taler om ny dansk dramatik, er begrebet ’en god historie’ eller for den sags skyld begrebet ’underholdning’ bare ikke særligt hyppige. Når jeg har siddet i diverse støtteudvalg, er der stort set aldrig nogen, der fremhæver den gode historie - eller deres lyst til at underholde - i deres ansøgning.

I teatret vækker den gode historie som begreb ikke specielt inspirerende associationer, snarere fremkalder det forestillinger om skematisme og formeltænkning. I tanken om den gode histori ligger, at den kan genfortælles. Den har tydelige nedslag, man kan huske. Og det kan være vældig fint, men det er ikke altid det, der gør en god forestilling.
Hvis den gode historie som begreb er tæt på fraværende, er dansk teater til gengæld absurd optaget af tema. Det kommer tit til at handle om at debattere et emne eller være enormt samtidsrelevant. På den måde kan man sige, at der hviler noget tungt moralsk over teatret, som måske skyldes en kristen tradition.

Jeg kan huske en tysk dramaturg fra Schaubühne, der udtalte, at stykket ikke er vigtigt, men temaet er vigtigt. Han taler lige præcis som en dramaturg og ikke som en skabende kunstner. Dramaturgen kan tillade fint sig at vælge efter temaet først. Men den skabende kunstner laver først stykket og får så – måske – øje på temaet bagefter. Det er to bevægelser i hver sin retning.

ANNA BRO er dramatiker.

Samtalen er fra Danske Dramatikeres medlemsblad REPLIKKER #30. Du kan hente det her i pdf .