– Jeg synes, vi har et ansvar for at få den danske dramatik ind på de store scener. Igen.

En to minutter lang video med Kasper Wilton om Jakob Weis’ stykke Toves værelse på Folketeatrets store scene i 2016 dannede baggrund for en længere debat på Kulturmødet på Mors i august. Toves værelse er solskins-historien om hvordan et stykke ny dansk dramatik i topklasse endte med at trække over tyvetusind publikummer til Folketeatret i Nørregade. Men hvordan gentager man en succes? Replikker har talt med Kasper Wilton.

- Dansk dramatik har været utrolig omstillingsparat. I dag tænker dramatikere automatisk til mindre scener, når de skriver. Og det er jo et resultat af, at den nye danske dramatik i høj grad er forsvundet fra de store scener. I starten af 80’erne, da jeg var ung og under uddannelse, blev dansk dramatik rask væk spillet på store scener. Ernst Bruun Olsen havde et stykke på Folketeatrets store scene og et på Betty Nansens store scene på samme tid. Man spillede simpelthen tekstdramatikken på de store scener for en stor dels vedkommende. 

- Men da jeg et årti senere var dramaturg på Svalegangen i Aarhus, var det helt anderledes. Der kunne en forestilling blive markedsført som noget så sjældent som ’ny dansk dramatik’. Så der har på det tidspunkt åbenbart været en bølge, hvor der ikke blev spillet eller bestilt så meget ny dansk dramatik. I dag er det vendt igen, og der bliver spillet rigtig meget ny dansk dramatik af rigtigt mange gode dramatikere over hele landet i dag. Men som regel skabt til og vist på de mindre scener. Og det er en ærgerlig udvikling, mener jeg, og jeg er endda selv en af dem, der er med til at understøtte den udvikling. For at sige det ærligt har jeg selv spillet meget lidt dansk dramatik på store scener – men dog noget! – og det har jo noget at gøre med den omstændighed, at vi som teatre er frygteligt afhængige af indtægter. Vi skal have publikum ind på stolerækkerne på de store scener og det kræver blandt flere andre faktorer gode, catchy titler og kendte skuespillernavne. Sådan er det. Uden det er det pokkers svært at sælge. En dårlig titel kan betyde kæmpe fiasko. Den franske dramatiker Yasmina Rezas Blodbadets gud er fx en forfærdelig titel til en ellers god komedie, men hun står fast på, at ingen må ændre den. 

- I dag er det at skrive dramatik jo en proces, hvor man sparrer med for eksempel de højt kvalificerede dramaturgiater rundt omkring på teatrene. Og sparring er aldrig i første omgang for at gøre produktet til en salgsmæssig succes. Det handler altid om at få et godt stykke ud af det. Det vil jeg gerne understrege. Når stykket er godt, kan vi begynde at diskutere en titels salgbarhed, og det har jeg været i sjove og gode dialoger omkring med adskillige dramatikere. Og fordi jeg kommer fra provinsen tog det mig lang tid at forstå, at kendte skuespillere er et løsen – en nødvendighed – i København, mens det er mere uvæsentligt i provinsen. Heller ikke det kan vi gøre noget ved.

 

DET ER ET SATS

- Men at det handler om indtægter, betyder ikke, at teatercheferne for de store teatre ikke er risikovillige. For eksempel er jeg involveret i et udviklingsprojekt, hvor man har bedt en kendt dansk dramatiker om at skrive teksten til en ny dansk musical. Det er i hvert fald et sats! Men der er bare en historik, som har gjort, at de store teatre ikke tør spille den nye dramatik på store scener, men sætter den op på den små. Hvor den i parentes bemærket jo også fungerer fremragende. Det er jo ikke sjovt for Mette Wolf på Nørrebro Teater at skulle fyre fire medarbejdere, fordi man har satset en sæson på et stykke, som ikke går som forventet. Det er et kæmpe ansvar og det er blandt andet det, der afholder os fra ny dramatik på de store scener. Men selvfølgelig er det en udfordring, vi bør kunne løse.

 

GLEMT AT TÆNKE STORT

- Problemet er, at i mellemtiden har dramatikeren glemt at lære, hvordan man skriver stort. Og så står vi pludselig i den situation, at de tekster, vi får, slet ikke egner sig til at blive spillet på de store scener, fordi man - eller måske i virkeligheden mest teatercheferne - har glemt at tænke det store format med. For der er forskel på stykker, der egner sig til det store format og dem, der er skabt små. Nogle stykker kan slet ikke spilles på små scener – jeg ville sgu nødigt se Kaj Munks Ordet på en lille scene eller førnævnte Ernst Bruun Olsens Postbudet fra Arles. Det er stykker, der er tænkt store. Til gengæld lavede jeg Jokum Rohdes Pinocchios Aske på Odense teaters lille scene, og den fungerede fremragende også der (hvilket også handlede om, at Det Kongeliges opsætning på Stærekassen var virkelig god og jeg ville ikke have dem sammenlignet).

- Jeg er ikke så bange for at bestille noget, der er tænkt stort og måske skal downsizes. Det er den anden vej rundt, der kan være svær. Og derfor skal vi turde – og det er en proces, der selvfølgelig tager tid – at animere dramatikeren og ikke mindst os selv til at tænke lidt større. For man må gerne tænke stort. Jeg tror nogle gange, at dramatikeren ubevidst censurerer sig selv og lader være med at tænke i storformat ud fra tanken, at han eller hun sikkert får manuskriptet i hovedet igen med netop den grund, at det er for stort, og at det har teatret slet ikke råd til. Den selvcensur vil jeg gerne være med til at udrydde. Fint nok at der står en hær på tredive mand i manuskriptet, vi skal nok få den reduceret, så pengene passer. 

- Jeg får meget sjældent tilsendt et manuskript, og efterhånden er alting på bestilling. Men der må jo være nogen, der skriver noget, som ikke er bestilt af en teaterchef, og de skal tage at sende det ind. Og ja, man kan få et nej. Men det gælder også for alle andre i branchen.

 

VEJEN TIL OVERLEVELSE

- Som sagt er det på sin vis et resultat af den her fine omstillingsparathed hos dramatikeren, at mange mere eller mindre ubevidst skriver deres stykker for fire personer, for ’sådan ser ny dansk dramatik ud’. Vi skal have brudt den tanke og lukket stykkerne ind på de større scener. Så tror jeg langsomt, at de historier, der er bedst i storformat, selv begynder at finde vej derind. 

- Da jeg bestilte Toves værelse hos Jakob (Weis), tænkte jeg, at den skulle spille på Hippodromen og ikke på vores store scene. Men der var noget i den måde, Jakob havde set dramaet på, der bare skreg på plads. Der var noget storformat over manuskriptet fra starten. Og så gjorde vi det. Satte det op på den store scene. Jeg var slet ikke klar over, at det ville blive en succes. Den havde selvfølgelig de ’hit-faktorer’, vi har talt om, men op til premieren havde den ikke solgt en skid. 

- I bund og grund handler det om, at dansk teater ikke tegnes af hverken teatercheferne eller instruktørerne, men af dramatikerne, Det er to dramatikere, der sidder på hver sin side af Det Kongelige Teaters hovedindgang. Og noget af det sjoveste som teaterchef er jo også at udvikle ny dansk dramatik. Jeg synes sgu, vi har et ansvar for at få den danske dramatik ind på de store scener. Igen. Og jeg tror det er på vej.

- Vi er en generation af teaterchefer, der tror, at dansk dramatik på de store scener er en af vejene til overlevelse. Og jeg er ikke finere, end at jeg mener, at ethvert økonomisk incitament, som er til gavn for teatrene, også er til gavn for dramatikken. Også ideen om en uafhængig rugekasse eller udviklingsinstans, som den I foreslår. Så kan man snuppe det, man kan lide. Det ville selvfølgelig kræve, at man ikke står så hårdt på selv at holde manuskriptet i snor hele vejen igennem udviklingsprocessen, men den tanke er heldigvis også under afvikling. 

- Jeg tror dansk teater i disse år ser sig selv som en helhed, mere end som konkurrenter. Og derfor tror jeg heller ikke, at det vil være et problem med et centralt udviklingssted. 

 

 

TEATER ER DYRT

- Man kan endda forestille sig, at det vil være billigere at bestille et stykke til de store scener fordi royaltyen så vil være det større. For det er dyrt at lave teater. Små forestillinger er dyre, og store forestillinger er rigtigt dyre, og regnestykket skal gå op. Det er en stor beslutning at pille et stykke af, fordi det går dårligt og man kan ikke bare skifte hest midt i vadestedet. Skuespillerne skal stadig have løn. 

- Jeg synes, dramatikerne skal finde ud af, hvordan vi sammen laver en udviklingsfond, hvor man udvikler og skriver dramatik, som teatrene så kan byde ind på. Det er simpelthen løsningen, for vi har alle en interesse i at få folk i teatret på de store scener. Vores overskud ryger jo ind i mere teater. Der er hverken aktionærer eller bonusordninger, der først skal tages fra til. Så går det godt, er der flere penge til flere produktioner og mere dramatik. 

- Fra min side handler det om at man skal have en forståelse for udviklingens karakter og de risici, man løber som teater. For det gør vi. Og det kan være, at det skal afspejle sig i de aftaler, vi indgår. Blandt andet med dramatikerne.

- Vi dør jo hvis vi altid gør det sikre. Vi skal også turde noget. Og så skal vi bare have en kendt til at spille med.

KASPER WILTON
Instruktør og teaterchef for Folketeatret. Formand for Danske Teatres Fællesorganisation (DTF) siden 2008.

Foto: Liselotte Sabroe

Samtalen er fra Danske Dramatikeres medlemsblad REPLIKKER #29. Du kan hente det her i pdf .