Mette Heeno: – Komedien er drama sandet til i humor.

 

 

Der findes ikke sjove historier.

Men alle historier kan fortælles i komedieform. Også historier om død og sygdom og al mulig forfærdelighed. Det er ikke temaet, der afgør, om noget bliver en komedie. Roberto Benignis Livet er smukt var da en ret sjov film, selvom den handlede om holocaust. Det er tonen, sproget og tilgangen, der gør det til en komedie. Derfor er det notorisk svært at beskrive, hvorfor noget er sjovt.

Præmissen for en komedie er sat inden for det første kvarter. Oftest starter det med en dårlig idé, som avler en dårlig situation og derfra handler det om, hvordan personen kommer ud af den situation igen. Det kan blive banalt, og derfor er komedien afhængig af uforudsigeligheden. Man griner, når man bliver overrasket. Eller når en karakter siger noget, man selv sidder og tænker, men er for anstændig til at sige højt. Uanstændige karakterer er de sjoveste i komedier. Komediescener er tit lange, med mange karakterer og mange replikker, der slås med hinanden, og de handler tit om flere ting.

Der findes komedier, som bare er gags løst sammensat på halvanden time. Men i de gode komedier er plotarbejdet enormt vigtigt og krævende, fordi det samtidig skal se ud som om det ikke findes. Den rutinerede tilskuer forventer en uforudsigelighed i komedien, og den forventning leger de rigtig gode komedier med og giver et ekstra twist.

I den gode komedie ligger der altid en dramatisk struktur til grund, men ovenpå er der strøet en masse sand, som skjuler motoren og drivkraften. Komedie er drama sandet til i humor.


WOODYS KEDELIGE TREATMENT
Komedien stopper tit op i sit plot og bevæger sig rundt i karakterernes krop og psyke. Midt i et plot, hvor man venter på næste skridt, kommer et replikskifte om at den ene karakter har svedskjolder under armene. Eller en fobi over for bankfunktionærer. Det er karakteristisk for komediens måde at se plot på. Spændingen ligger ikke i at få plottet forløst, men i hvordan det forløses.

Woody Allen-film har masser af plot. Karakterne skaljo noget og gørnoget hele tiden. Man keder sig ikke, når man ser Woody Allen-film.

Men man kan ikke forestille sig et treatment til en Woody Allen-film. Man kan ikke ramme tonen, længden på scenerne, det følelsesmæssige engagement. Alt det væsentlige kan man ikke beskrive uden at det bliver fladt og kedeligt.

I det hele taget er det et problem i støttesystemet, at alt det sjove i en komedie er pokkers svært at få ned i treatmentform. Og sådan som hele støttesystemet og tanke-gangen er indrettet, insisterer de fleste filmkonsulenter og producenter stadig på at få et treatment. Hvilket er en showstopper for mange. Ingen kan læse et treatment og ingen kan skrive det.

Jeg baserer mine historier på karakterer, som jeg sætter sammen på den værst tænkelige måde. Det er der, der dramaet opstår. Det sjove opstår i mødet mellem karakterer. Smerten, humoren, fejlene, menneskeligheden. Det ligger alt sammen i karaktererne – uanset hvilken historie, man placerer dem i. Det gælder for alle historier. Også dem, der ikke er sjove. Og det folder sig ligesom ikke rigtigt ud på treatmentniveau. Her postulerer man bare, ‘at den her film bliver virkelig sjov. Og rørende. Og menneskeklog på samme tid’.
Nogen tror, at jo mere gennemarbejdet treatment, man har, jo mere gennemarbejdet bliver historien. Jeg er ikke sikker på, det forholder sig sådan. Faktisk tror jeg, det er noget vrøvl. Jeg tror det er nemmere at skrive manuskriptet og så rent faktisk have en mængde tekst at arbejde videre med. Man kan ikke udsætte det egentlige skrivearbejde.


TRE ÅR ER LANG TID
Synopsen er et dårligt grundlag at vurdere en films kvalitet på. Idé er vigtigt, karakterer er vigtige. Men hvor gode karaktererne er, bliver formidlet gennem sprog og tone. Og kvaliteten af dét, kan man først vurdere, når det er skrevet. Der er en enorm forskel mellem at fortælle om noget og så faktisk at skrive det. Derfor: Giv forfatteren noget ro til at lave et stykke tekst – i stedet for treatments og synopser en masse. Jeg vil gerne have et sted, hvor man kan sende to sider ind og få penge til et first draft. Og så blive taget alvorligt, hvilket betyder, at ansøgning og første møde skal ligge så tæt på hinanden som muligt. Hurtigere proces er essentiel, så det ikke er vilkåret, når man går i gang med en spillefilm, at første optagedag er om tre år.

I det store hele oplever jeg, at stationerne på vejen fra idé til film stjæler alt for mange ressourcer og energi. Institutionaliseringen af, at alle skal være med i processen hele vejen, gør tingene enormt langsommelige. Der er for mange kokke i startfasen, som alle har en mening, og det kan være enormt frustrerende.

Det virker nogle gange til, at ansøgningsprocedurens enormt mange stop og stationer er til for andres skyld – for at man kan retfærdiggøre at tildele støtte – end for produktets. Projekterne bliver ikke beskyttet nok. På en meget lille idé begynder alle at digte med – og der kan man som manusforfatter ikke stå stærkt nok på ideens kerne, fordi man ikke har haft mulighed for at være alene med materialet – eller alene sammen med en instruktør om materialet. Jeg efterlyser mere fokus, kortere og mere præcis behandling af det, der kommer igennem nåleøjet.


DE VIL IKKE MERE
Spillefilmen har et større ansvar for at lukke med et udsagn snarere end et spørgsmål. Tv-serien kan forholde sig åben - der kommer ofte en sæson 2. Det giver den forskel, at i tv-serien kan karaktererne godt være færdigudviklede i deres handling, men ikke i deres psyke. Der skal være noget tilbage.

Det er anderledes på film. Der må de gerne være rykket derhen, hvor de aldrig ville kunne komme tilbage til første scene. Hvor hovedkarakteren er blevet et menneske, der kan noget andet, end det han eller hun kunne i begyndelsen. Man kan lukke ned på en anden måde i spillefilm.

Jeg er blevet spurgt flere gange om jeg ikke vil lave en toer til de forskellige film, jeg har lavet. Jeg siger altid nej. For karaktererne er færdige. De skal ikke tilbage til der, hvor de var, da historien startede. De er karakterer i en film, og de vil ikke mere.

 

 

METTE HEENO er manuskriptforfatter.

Samtalen er fra Danske Dramatikeres medlemsblad REPLIKKER #30. Du kan hente det her i pdf .