“Man skal ikke være for loyal”

 

Manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg har det fint med at være en genredreng, men han har fået nok af krimier.

 

- Scorsese versus Spielberg. Det er én af filmkunstens klassiske diskussioner: Skal man lave film for sin egen skyld eller for publikums? Skal man grave sig dybere og dybere ned i sit eget indre eller skal man hele tiden have publikum og deres reaktioner i baghovedet? 

Den diskussion ligger for mig også til grund for, at der groft sagt findes to forskellige udgangspunkter for at lave film ud fra et litterært forlæg. 

- Enten har man en historie, som er forholdsvist ukendt, og hvor man derfor kan tage sig nogle friheder. Eller også har man en bestseller med en stor læserskare, som man skal forholde sig til og medtænke. Udfordringen i sidstnævnte er at finde balancen mellem den fortolkning, man nødvendigvis selv kommer med som manuskriptforfatter og samtidig have et blik for, hvad publikum forventer. 

- Det gælder måske i særlig grad, når man som manuskriptforfatter bevæger sig ind et kendt univers.
Jussi Adler-Olsens krimier er et interessant eksempel, hvor bøgernes meget store privatlivsunivers centreret omkring hovedpersonen Carl Mørck stort set er skåret fra i filmene. Filmene er blevet mere plotdrevne, ligesom Mørck er blevet væsentligt yngre. Det er valg, der har givet mulighed for at bevæge sig væk fra historien om den gamle udtjente betjent ud fra den tanke, at sådan en karakter måske fungerer bedre i litteraturen end på film. 

- Afdeling Q-filmene er helt klart eksempler på adaptationer, der har truffet nogle meget distinkte valg. Om det så har været for meget, er jo svært at svare på. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at filmenes fortolkning af bøgerne ikke har vakt enorm begejstring hos Jussi Adler-Olsen selv, og det skyldes måske nogle af disse valg.

- Da jeg var med til at skrive manuskriptet til Mænd der hader kvinder, var udfordringen, at alle - som i alle - havde læst bogen. Og alle havde en yndlingsscene fra bogen, som de gerne så også kom med i manuskriptet. I sådanne tilfælde må man jo hævde sig selv som manusforfatter og sige, at det er os – i det her tilfælde Niels Arden Oplev, Nikolaj Arcel og mig – der er hyret til at lave filmen og det er derfor vores fortolkning og vores valg. 

- Som hovedregel tror jeg, skuffelsen over en dårlig dramatisering kommer af, at manuskriptforfatteren har villet være været for loyal, har underspillet sin egen fortolkning og derfor har truffet for få valg.

- Mit udgangspunkt er altid at finde mig selv i forlægget. Selvom I Blodet per definition er en personlig film, der trækker på min hovedstol, føler aldrig, at jeg er upersonlig, når jeg bevæger mig rundt i genrefilm og adaptationer. Der er forskelle, selvfølgelig, men ikke på, hvor langt jeg synes, jeg skal bevæge mig ind i mig selv for at kunne skrive det ordentligt. Hvis jeg ikke kan finde mig selv i stoffet bliver det jo bare generisk og uinteressant. At man tager noget en anden har lavet, må aldrig blive en sovepude for ikke at investere sig selv i fortællingen.

- En adaptation bliver jo til en film og derfor skal manuskriptet også have en filmisk identitet. Der er stor forskel på et stykke fortalt litteratur og på et dramatisk værk. Og det skal man anerkende. Og det er opgaven i det, vi snakker om her. En bog har mulighed for at bevæge sig ud i alle mulige afkroge eller helt ind i en persons indre tankerækker. Bogen kan afsøge ting og temaer, som aldrig nogensinde kan komme til at stå dramatisk rent. 

For når vi taler om et filmmanuskript med to timers spilletid, så må man spørge sig selv, hvad det egentlig handler om og hvordan man bedst folder det ud. På den måde drejer det sig om klarhed – om at kunne forsimple uden at tabe nuancerne. 

- Et værktøj til at bevare nuancerne trods denne ‘forsimpling’ er karaktererne. Særligt i genresammenhænge handler det for mig om at få karaktererne frem i lyset – og undersøge, hvordan de belyser hinanden i persongalleriet. Det er en måde at styre udenom, at genrestykker altid har en iboende risiko for at blive klichefyldte eller bare noget man har set før.

- Hvis man ikke forholder sig til, hvad en dramatisering egentlig er, så mudrer det. Dramatik kræver en tematisk præcisering og i en vis grad også en forsimpling. Som dramatiker og manuskriptforfatter må man spørge sig selv, hvad den personlige historie er og hvordan den er almengyldig i forhold til et universelt tema. 

- Dramatiseringen eller adaptationen er et værk i sig selv. På samme måde som hvis man maler et portræt. Det er tilladt at afvige fra det naturalistiske, og det er ikke nødvendigvis et fotografi, der er det smukkeste portræt. På samme måde er der også et utal af faktorer, der spiller ind, når vi taler om en vellykket dramatisering – udover ligheden med forlægget. Peter Jacksons udgave af Ringenes Herre har ry for at være et loyalt værk, men skriveteknisk er der taget enormt mange friheder. Men fordi det hele tiden er gjort i forlæggets ånd, så bliver det en god adaptation.

- Jeg har aldrig følt mig forsmået over at være ’genredreng’. Eller følt at jeg har savnet anerkendelse for det, jeg gjorde som manuskriptforfatter. Da jeg lavede I Blodet (som netop har vundet en Bodil for bedste film, red. ) tænkte jeg heller ikke, at nu bliver jeg nødt til at lave en smal kunstnerisk film for at være ’kunstner nok’. Mit ærinde med I Blodet var bare, at lave noget som var sjovt at lave og som jeg virkelig havde lyst til. 

- Når det så er sagt, kan jeg da godt synes, at dem, der tilbyder mig arbejde, nogle gange er lidt uopfindsomme. Jeg får tilsendt virkelig mange krimibøger. Og jeg kaster op, hvis jeg skal læse en krimi nu. Jeg tror simpelthen, jeg er færdig med det. 

- Men det er værd at huske på, at der altid er en kæmpe frihed i at være manuskriptforfatter. Man kan bevæge sig rundt i alle mulige genrer og stemninger og skrive noget nyt hver gang. I den kontekst er I Blodet bare en fortsættelse af det. 

Nu er det heller ingen hemmelighed, at der ikke er nogen, der har set I Blodet, så i den optik skal man måske heller ikke lave to smalle film i træk. Det brede og det smalle skal jo finde en balance, og det kommer bare ikke særlig godt frem i debatten om dansk film. 2015 var for eksempel et rekordår i dansk film. Alle gik i biografen og så Sommeren ’92, Afdeling Q, Klovn Forever osv. Så hed fortællingen, at dansk film klarer sig sindssygt godt, men hvor er de kunstnerisk modige film? Så kom 2016 med smalle film, lowbudget og eksperimenter – og så hedder det straks, at dansk film er i krise og hvor er de brede fortællinger nu henne? Det er en debat, der er drevet af alle mulige særinteresser. Det kunne være dejligt, hvis der var en større forenet samlingskraft om hvad der skal ske i dansk film. For de små film bliver finansieret af de store og de store lever af at nogen eksperimenterer og rykker grænserne og så videre. 

- Det er samme diskussion, vi startede med. Scorsese versus Spielberg. Man skal investere sig selv i fortællingen, men hver gang man fortæller noget, har man også en forpligtelse til at møde publikum i den anden ende.

Interviewet med Rasmus Heisterberg er fra Danske Dramatikeres medlemsblad REPLIKKER #28, der handlede om remakes. Du kan hente det her i pdf .