Jenny Lund Madsen: – Spillefilmen er en maggiterning.

 

 

Under min uddannelse skrev jeg tre spillefilm på et år. Dengang var manuskriptforfatterens faglighed centreret omkring det at mestre dramaturgien og håndværket i at skrive spillefilm, som var målet med det hele.

Og det er stadig den historieforståelse, som præger mit arbejde. Men efterhånden har jeg fået det forhold til spillefilm, at det er noget, man laver i sin fritid, i weekenden og om aftenen. En nebengesjæft. Og man skriver dem for sig selv eller enkelte gange sammen med en instruktør, som er nødt til at være lige så dedikeret som én selv. Et sted i horisonten – måske – svæver et honorar, selvfølgelig udbetalt på bagkant. Spillefilm er for mig blevet noget man gør con amore.

Ikke desto mindre kan spillefilmen noget helt andet end tv-serien. Den er som en maggiterning – mere gennemarbejdet og kondenseret i sit udtryk. Filmen stiller andre krav til, hvad man skal vide (og får at vide) om en fortælling, og derfor kan man fortælle noget som både er simpelt og meget komplekst på samme tid. Filmen skal kunne noget mere end et enkeltstående afsnit af en tv-serie, selvom de næsten er identiske i varighed. Fordi filmen er en afsluttet fortælling, skal man både tage sig tid til at bygge en verden op og afslutte den fortælling, man lader udspille sig i den verden, inden for en ikke særlig bred ramme.

Det giver en meget ren form for fortælling. På den måde er spillefilmen et enormt attraktivt format at fortælle i for en manuskriptforfatter.

Der bliver taget nogle kærkomne chancer i nyere dansk film i dag. Men det virker også til, at man satser meget af butikken på nye instruktørnavne, som fortæller meget visuelt. Det giver flotte film, som for mig at se ikke nødvendigvis er gode historier. Måske røber det en splittelse i støttetildelingen, hvor der tydeligt er en vilje til æstetisk eksperiment, men når det kommer til fortællingen, efterlyser man stadig det sikre. 

Der bliver taget nogle kærkomne chancer i nyere dansk film i dag. Men det virker også til, at man satser meget af butikken på nye instruktørnavne, som fortæller meget visuelt. Det giver flotte film, som for mig at se ikke nødvendigvis er gode historier. Måske røber det en splittelse i støttetildelingen, hvor der tydeligt er en vilje til æstetisk eksperiment, men når det kommer til fortællingen, efterlyser man stadig det sikre. Det er et problem, synes jeg. For mig er der ikke et modsætningsforhold i at have et godt plot, veludviklede karakterer, god dialog og visuelt kunstneriske ambitioner.

 

BIOGRAFEN HAR EN SÆRLIG VÆRDI
Vi forbruger spillefilmen på en anden måde end tv-serien. Det er stadig en ting at gå i biografen. Det har en særlig værdi. Og det er jo et godt udgangspunkt for en kunstform - som manuskriptforfatter vil jeg gerne have publikums udelte opmærksomhed i halvanden eller to timer. Og fortælle en historie i en verden, der kun eksisterer lige præcis til den fortælling. Som er defineret præcis til denne ramme. Jeg vil gerne fortælle historier, hvor karaktererne ikke er udviklet med henblik på at kunne pumpes i flere sæsoner. Og hvor jeg ikke skal etablere en masse sidehistorier til at have i baghånden i sæson tre.

Spillefilmen muliggør en bestemt type fortællinger, som er vildt svære i serieform. Man kan fortælle en historie om fx en juleaften, hvor det ville være markant sværere at lave en tv-serie om det samme uden at den begynder at tabe pusten efter afsnit tre. Nogle idéer dur ikke til den lange form, men er ikke mindre komplekse af den grund.

 

DEN SIMPLE DRAMATURGI
Det er den positive vinkel på spillefilmsfortællingen.Bagsiden er, at vi bl.a. gennem tv-serien er blevet enormt trænede i at aflæse kompleks dramaturgi, hvorfor spillefilmen nemt kan komme til at virke lidt simpel. Som en bedaget treakters-fornøjelse, alt for klassisk i sin fortælleform. Særlig i de mere mainstream-orienterede spillefilm er problemet, at vi allerede kender dramaturgien. Publikum ved godt, hvornår vendepunktet kommer, og det stiller krav om et nyt element, en overraskelse eller en ny vinkel på verden. Det er en udfordring.

Der er mange distributører, der skriger på gode komedier, men de skal ogsålaves på en måde, så publikum ikke får endnu en aftapning af den samme gamle dramaturgi, de er trætte af. Med andre ord har vores tv-serieforbrug ikke overflødiggjort spillefilmen, men de elementer, der har defineret spillefilmens dramaturgi i de sidste mange år, er blevet slidte, fordi vi er blevet så trænede. Tv-serier har udfordret os i flere år efterhånden med rimelig vilde narrative eksperimenter. Og der har de nye kunstneriske film måske deres berettigelse til dem, der vil have noget andet. Og, kan man tilføje, en mæthed af klassisk dramaturgi betyder ikke, at man skal forlade historien som sådan.

Måske er det blevet tid til igen at se på, hvad den gode historie er. Den er ikke nødvendigvis traditionelt fortalt. Historier er ikke kun plot. Det handler ikke kun om, hvorvidt der var noget overraskende, noget spændende osv.
For mig handler det især om fremstillingen af karaktererne. Hvordan fortæller man en karakters historie, så den føles sand for den, der ser det. Og hvordan gør man det på en interessant måde, så man har lyst til at få den historie fortalt?


NOGEN HAR PEGET PÅ NOGET
Den gode historie forstået som ting, der sker, er uinteressant i min optik. Den gode historie forstået som en fortælling om nogle mennesker i en verden, fremstillet troværdigt, er derimod altid interessant. Og det er en del af manuskriptforfatterens håndværk. Bag troværdigheden ligger der et stort arbejde i at spørge ind til og undersøge karakteren. Det er det, vi kan som manuskriptforfattere. Nogle gange er vi de eneste, der tænker sådan, fx står instruktører ofte allerede mentalt ude på settet og tænker på, hvordan det her skal skydes.

Der må vi som manusforfattere snarere spørge til, hvorfordet skal skydes? Hvad er årsagen, og hvor er motivationen?

En rørende scene er mere end bare et nærbillede af nogen, der græder. For som tilskuere spørger vi mere eller mindre bevidst altid ind til det bagvedliggende narrativ. Også selvom narrativet ikke er der, tolker vi stadig det, vi ser, som et narrativ. Man stiller som tilskuer spørgsmålstegn ved hvordan vi er kommet frem til et sted i fortællingen, uanset om den er godt eller dårligt fortalt. Og i de tilfælde, hvor narrativet er sjusket opbygget, forsvinder troværdigheden.

Det gode parløb mellem det visuelle og det tekstlige handler i høj grad om at få etableret troværdighed. Når man sætter sig ind i biografen, vil man gerne tages i hånden i halvanden time.

Man giver også mening til en fortælling i en verden, der ikke som udgangspunkt giver mening. Det er også et aspekt af underholdningen. Det er tilfredsstillende. Det er det, den gode fortælling kan. Give mening. Og det er altså ikke ensbetydende med en happy ending. Det handler om at de elementer, der er inden for fortællingens ramme er der af en grund. Det er ikke bare en bøtte af tilfældigheder, men nogen har peget på nogle elementer og sat dem sammen på en måde, der bliver til et udsagn.

 

INGEN LEVEVEJ
Jeg ser ikke spillefilm som farbar levevej. Som forfatter er jeg afhængig af, at for at projektet bliver aktuelt, skal der findes en instruktør og Filminstituttet skal kunne se, at den instruktør kan løfte projektet. Og så kan det være lige meget med manuskriptet. Næsten. Det burde være nemmere for en manusforfatter at tage sin historie ind til Filminstituttet.

Det virker til, at der stadig er en rest af auteurtanken, der blokerer. Projektet skal være noget, instruktøren kan føle. Det handler stadig i meget høj grad – fra filminstituttets side – om, hvad instruktøren vil og har lavet før. Forfatterens vision for den gode historie bliver stadig betragtet som sekundær i forhold til instruktørens mavefornemmelse.

I stedet skal man give forfatterne noget tid og lade dem skrive deres idéer ud som tekst, som deciderede manuskriptsider, så man kan se, hvad det er, de vil med historien. Så kan man læse det og sige, om det er fedt eller ej.
I min skuffe ligger efterhånden en del spillefilmsmanuskripter, som af forskellige årsager ikke er blevet filmatiseret endnu. Det er historier, jeg har lyst til at fortælle, men som ikke er klar til at blive sluppet fri endnu.

En mundtlig pitch er for svær at beskytte. Den er stadig for modtagelig for andres input, og feedback kommer nemt til at handle om, at man skal gøre andre glade i stedet for at skrive det, man selv bliver glad af. Man kan som manuskriptforfatter nemt ende som tastemus, hvor man forsøger at finde hold på alle andres meninger.

Derfor er det vigtigt at kende historien godt fra udgangs-punktet. For jo mere man ved om historien, jo mere kan man forsvare den som helhed. Hvorfor handlingen er som den er, og hvorfor udviklingen er som den er. Det er ikke for at afvise gode inputs, men det handler om at gøre historien modstandsdygtig overfor forvirring.

Jo bedre du kender historien, jo bedre en gatekeeper er du for historiens ve og vel.

 

JENNY LUND MADSEN er manuskriptforfatter.

Samtalen er fra Danske Dramatikeres medlemsblad REPLIKKER #30. Du kan hente det her i pdf .