Christian Torpe: – TV gør det muligt for mig at skrive spillefilm.

 

 

Christian Torpe: 

“TV gør det muligt for mig at skrive spillefilm.”

- Jeg har været heldig og privilegeret at tjene gode penge på at lave tv-serier. Derfor har jeg også kunnet skrive spillefilm ved siden af. Uden tv-serierne havde jeg haft nogle helt andre og langt ringere vilkår. Jeg ville sandsynligvis hverken have haft tid eller råd til at udvikle historierne langt nok. Eller til at gøre dem filmisk interessante på et narrativt niveau. Og jeg ville meget hurtigt være ramlet ind i et udviklingsforløb med en masse mennesker med en masse muligvis enormt kvalificerede meninger, som ville forme projektet, inden jeg selv havde haft mulighed for at give projektet mit eget skud.


ET REELT SKUD

Der mangler tid og råd til en indledende fase, hvor en forfatter koncentrerer sig om at fortælle en historie, som forfatteren er interesseret i på den måde, som vedkommende synes er ideel. Den fase kræver selvfølgelig noget økonomi, og i dag er det sådan, at hvis man vil have penge til sin historieudvikling gennem et produktionsselskab eller gennem Filminstituttet, bliver det meget hurtigt strømlinet. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan finde en god konsulent, som gerne vil støtte et eksperiment og give det tid, men der er blevet længere mellem snapsene.

Der mangler et rum til, at forfatteren kan udvikle sin historie frem til det punkt, hvor en instruktør eller en producent kan kobles på og komme med deres input til, hvordan historien kan blive endnu bedre eller måske om den skal bevæge sig i en helt anden retning.

Min anke er, at historien for hurtigt bliver et kollektivt projekt. Jeg tror, man ville få mere interessante – og det mener jeg både i kunstnerisk og kommerciel forstand – projekter ud det, hvis man lod forfatteren give historien et reelt skud først.

Konkret handler det om at give forfatteren penge til to måneders arbejde, som så munder ud i et ordentligt first draft. Og derfra kan man begynde at se på, hvordan instruktør, producer og forfatter kan løfte visionen i det draft i fællesskab.

Hvis man starter med en pitch på ti linjer eller en synopsis på to sider, så er fundamentet simpelthen for skrøbeligt og svagt til at kunne vokse af andres stemmer og meninger.

ALLERVIGTIGSTE SAMARBEJDSPARTNER
Det handler ikke om at underkende instruktørens rolle. Instruktøren er stadig forfatterens allervigtigste samarbejdspartner, men den visualitet og æstetik, som instruktøren kommer med, skal komme på baggrund af noget, og det noget er den historie, som forfatteren udvikler.

Det er for mig som manuskriptforfatter, nødvendigt at finde det narrative greb før det æstetiske eller visuelle greb. Ellers mudrer det.

Jeg har siddet på sidelinjen som rådgiver, notelæser og medlæser på utroligt mange projekter, hvor fokus for hurtigt ryger over på visuelle udtryk eller workshops med skuespillere, inden historien er klar og forfatteren har fundet de rette greb - som altså tager noget tid at finde.

Det handler om point-of-view og det handler om, hvor meget information, man tilbageholder, om der fortælles kronologisk, med voice-over osv. Det er vildt mange greb, som man skal dosere og vælge eller fravælge.

Jeg startede med at lave tv-serier, hvor processen er en helt anden end på spillefilm. Og den proces har jeg haft held med at få respekteret i de spillefilm, jeg har lavet. Det betyder, at grundlaget for samarbejdet med instruktøren er et manus, der er så udviklet, at det er meningsfuldt at begynde at arbejde med de visuelle og æstetiske lag.

VI ER IKKE BLEVET STJÅLET
Man hører igen og igen, at tv-serien har stjålet forfatterne. Vi er ikke blevet stjålet. Vi har selv valgt tv-mediet til, og det har vi jo gjort af flere årsager. Dels fordi vi har mere kontrol over historien, dels fordi vi tjener flere penge på at skrive tv-serier, og dels fordi vi kan få lov at eksperimentere og fortælle en helt anden type historier, end vi får lov til på spillefilm.

Det er de tre hovedgrunde til den forfatterflugt, man taler om. Og hvis vi som forfattere skal vælge spillefilmen tilbage, skal der drejes på en eller flere af de knapper. Og eftersom der ikke findes et uendeligt antal penge i verden og man derfor ikke har mulighed for at dreje på den økonomiske knap, så må man dreje på en af de andre. Ellers bliver forfatterne, hvor de er.

Det er i den sammenhæng også en misforståelse, at tv-serien ikke er eksperimenterende på samme måde som spillefilmen. Rent æstetisk er der måske noget om, at filmen går længere, men det er nok også under forandring. Såvel True Detective som Sharp Objects har en ret vild visuel stil.

Men narrativt er tv-serien for længst blevet hjem for langt mere radikale eksperimenter end spillefilmen. Det handler blandt andet om uortodokse karakterer, om hele afsnit, der går i dybden med en lille krølle på hovedbuen og i det hele taget om helt andre narrative forløb og hop, end jeg for eksempel har fået lov til at slippe afsted med på film.

Det er ikke nogen overdrivelse, at tv-serien står for den største radikalisering i de seneste trehundrede år af, hvordan vi fortæller historier. Prøv at se en serie som Mad Men - den laver narrative eksperimenter som Bergman ville kigge på med beundring. Og det samme gælder for den sags skyld for Buffy the Vampire Slayer.

- Det er ikke nogen overdrivelse, at tv-serien står for den største radikalisering i de seneste trehundrede år af, hvordan vi fortæller historier. Prøv at se en serie som Mad Men - den laver narrative eksperimenter som Bergman ville kigge på med beundring. Og det samme gælder for den sags skyld for Buffy the Vampire Slayer


AT NAILE EN SLUTNING

Men når alt det er sagt, er der en meget tiltrækkende luksus i at vende tilbage og fortælle en historie, der slutter efter to timer. Spillefilmen repræsenterer en anden type historie, der lukker sig om sig selv som et samlet udsagn eller værk.

Og det er måske i virkeligheden tv-seriens største problem, at den nærmest per definition er uendelig, eller at man hele tiden er nødt til at holde døren åben for en forlængelse. Derfor er det også næsten uafvendeligt, at en længere serie når til et punkt, hvor den udvander eller modsiger sig selv. Vi – forfatterne – bliver lykkelige og glade, når vi nailer en slutning. Når vi får lov til at følge en fortælling tilfredsstillende til ende. Det får vi lov til på spillefilm.


ENORME MULIGHEDER

Tv-serien er ikke kun forfatternes domæne længere. Instruktørerne har fået masser af råderum, og fx var True Detectives første sæson så god, netop fordi den var vanvittigt godt instrueret.

Faktisk kan man sige, at det er fælles for instruktører og manusforfattere, at tv-serien har givet os enorme muligheder for at fortælle historier på en ny måde – men at det ikke overflødiggør spillefilmen, som tilfredsstiller nogle helt andre krav, i hvert fald set fra et narrativt synspunkt. Tv-serien er tiltrækkende, også for de helt store instruktører, fordi de der kan få lov at fortælle mere komplekse historier. Og måske er det, fordi spillefilmen er så presset for tiden, at karakteren af de historier, man kan få lov til at fortælle dér, bliver mere og mere begrænset.

EN ORIGINAL HISTORIE
Så kan man spørge, hvad man skal gøre med filmen, hvis man gerne vil bevare den på højt niveau. Først og fremmest skal man i hvert fald give tid og penge til forfatteren upfront til at lave et originalt værk, der ikke ligner alt andet. Man skal tage kompleksiteten og de narrative eksperimenter med sig fra tv-serien, i stedet for at gå ind i den klassiske formel med en sympatisk hovedperson, der skal overvinde et eller andet. Publikum er blevet supersofistikerede i forhold til for bare ti år siden, og det har man måske ikke helt indset på spillefilmen endnu.

Og hvad er så en original historie? Som udgangspunkt handler det om et originalt fortællegreb. Se bare The Handmaid’s Tale, som er en feministisk frigørelseshistorie med et dybt originalt fortællegreb. Margaret Atwoods semi-scifi-greb er en genial måde at fortælle om undertrykkelse på.

Det havde unægtelig været en anden fortælling, hvis den havde handlet om nogle yngre kvinder på KUA.

Og BoJack Horseman er en dybt original dramaserie, ikke fordi den fortæller om alkohol, depression og livskrise, men fordi den er fortalt som tegnefilm med en hest i titelrollen. 

Spillefilmen har på en eller anden måde tabt det dér lille ekstraoriginale greb, som tv-serien har. Eller også er man holdt op med at dyrke det originale greb i spillefilmen - og så står kun genrefilmen tilbage.

Endelig skal man holde op med at se danske spillefilm som et udelukkende dansk fænomen. De skal i stedet tænkes ind i et internationalt økosystem. Laver man for eksempel en smallere, mere eksperimenterede spillefilm herhjemme, så er det klart, at den ikke trækker Afdeling Q-agtige publikumstal i danske biografer.

Men hvis den er god og lavet konsekvent, så kan den finde et stort, udenlandsk publikum og på den måde blive en god forretning.

CHRISTIAN TORPE er manuskriptforfatter.

Samtalen er fra Danske Dramatikeres medlemsblad REPLIKKER #30. Du kan hente det her i pdf .