Jakob Weis: – Vi må have demagogen tilbage.

 

 

- Jeg har teatret beskyldt for at gå uden om den gode historie, fordi den er så ufattelig svær at forløse i scenerummet. Den gode historie i teaterrummet er i udstrakt grad bundet til stedets og tidens enhed. Det begrænser den, at den visuelle eller tidslige mobilitet ikke ligger lige for. Det reagerer den skrivende på, ved, mere eller mindre bevidst, at vælge en scenisk formidling, der ikke i samme grad hviler på et klassisk narrativ.

Det betyder dog ikke, at man ikke kan fortælle den gode historie på teateret. Jeg tror bare, at håndværket, det kræver at forløse en god historie i det relativt statiske scenerum, er så røvsvært, at man ofte vælger at gå uden om det. Man kalder det følgeligt uinteressant, eller måske endda en underudnyttelse af mediet, og med tiden har teatret derfor fremelsket en anden ambition end at fortælle den gode historie. Om det så er en rimelig undskyldning for at det håndværk er forsvundet, eller i hvert fald sjældent set, skal jeg ikke kunne sige.

 

EN UNDERSØGELSE AF ET UDTRYK
Uden at prygle for meget på vækstlaget, laver de ikke gode historier. Tag bare programmet for VILDSKUD-festivalen – der er ikke én eneste banal og-hvad-sker-der-så-fortælling til stede. I stedet fokuserer man på udtryk og abstraktioner. Man kan allerede se det i programmets pitches af forestillingen, som allesammen handler om, at denne forestilling er et forsøg på en undersøgelse af et udtryk og lignende lirumlarum. Hvis man har en klar fortælling, vil det ikke sejle sådan på pitch-niveau. Som tilskuer mangler man at blive taget i hånden, og så er det man tænker, hvordan nogen kan synes, at man som tilskuer overhoved-et kan blive interesseret i den her indadvendte, afsøgende, prøvende form for teater? Jeg kan i hvert fald sjældent.

Jeg er ikke i tvivl om, at et publikum gerne vil have en og-hvad-sker-der-så-fortælling. Men vi har opdraget dem til overhovedet ikke at tro på, at den disciplin eksisterer i vores fag længere, og det er altså ikke rigtigt. Kigger man 100 år tilbage, så kunne dramatikerne deres shit. Og det er dét håndværk, der i den mellemliggende periode er gået tabt. Et stykke hen ad vejen er det absurdisternes ‘skyld’, idet de lader det narrative håndværk fare og erstatte af noget statisk. Af ikke-udvikling og ikke-fortælling.

PLOTFASCISME
På film derimod er det selvsamme håndværk stik modsat blevet en betingelse, hvilket også har sine stærkt uheldige sider. Der findes en overdreven dedikation til plottet – en plotfascisme – i filmen, som jeg synes har ærgerlige konsekvenser. Det er ofte dialogen og karakteren, der bliver ofret til plottets fordel. Jeg tror på, at den danske filmfortælling ville gøre sig selv en stor tjeneste ved at trække vejret lidt roligere. Jeg tror, at vi i den danske fortællekultur kan noget med dialog og karakter, og det skal vi gøre endnu tydeligere. Som beskuer har man behov for at møde en dialektik. Den bliver underprioriteret, hvis plottet bliver drevet afsted med for stor nødvendighed.

Film skal turde den lange scene, og det er mit indtryk, at man har fokuseret for meget på at uddanne manuskriptforfattere til at forløse en scene på to minutter rent. Denne forhastethed kunne vi godt lægge bag os. Specielt fordi tv-serien har trænet publikum op til en større parathed over for den lidt grundigere fortælling - den med den rolige puls, der bevæger sig vertikalt ned i stoffet.

Det er tv-seriens fortjeneste, at vi har fundet ud af, at plot har en slagside. At man godt kan lave et grundigt plot, men at prisen for plot hurtigt kan blive en ofring af de karakterer, vi faktisk er mest interesseret i.

Fordi vi i disse år er i gang med at lære tv-formatet at kende på en mere avanceret måde, gør det også, at vi ser med nye øjne på filmen.

Vi bliver klar over, hvad det er filmen ikke kan. Og hvad vi længes efter, at den skal kunne. Der tror jeg, at det er det langsomme, det rolige, der skal fremdyrkes. Skal jeg tale ud fra mine egne erfaringer, var det vores klare ambition med Den tid på året (skrevet af Jakob Weis og instrueret af Paprika Steen) at skabe et rum, hvor plottet netop ikke måtte stresse os.

For der er en lovmæssighed i plottanken, som man ikke nødvendigvis skal undslippe, men heller ikke være slave af. I stedet for at fastholde, at plottet skal have tyve komponenter i sig, kan man måske nøjes med otte. I stedet for at have hovedet på, hvordan vi kommer videre til en ny scene, kan vi måske blive i scenen og komme endnu tættere på? Den langsomhed, der ligger i det, er i hvert fald noget, jeg trives med.

 

DEN LAVEST BETALTE OPGAVE
Fordi tv-serien tør dyrke langsomheden og dialogen, kommer teaterdramatikere, der kan skrive dialog, på banen som eksperter. Det er vidunderligt at se, hvordan dramatikerne ikke bare bliver inviteret med ind i filmen eller serien på producenternes nåde, men at producenterne rent faktisk kan se, hvordan de teaterskrivende kan bidrage med en helt ny faglighed.

Selvfølgelig er det både en velsignelse og en forbandelse, for det kommer meget hurtigt til at undergrave dem, der virkelig kan skrive i vores fag. De bliver jagtet af film og tv. Og så taber teatret. At the end of the dayer det jo svært at kigge på to checks for det samme stykke arbejde, hvor den ene er tre gange så høj – og så vælge den lavest betalte opgave.

Det falder desværre tilbage på dramatikerlønnen. For det er stadig de fleste steder i dansk teater, hvor man ikke tjener nok. Eller hvor royalties er ikke-eksisterende. Logikken må være sådan, at hvis teatret skal tjene penge, skal jeg også tjene penge. Tjener de ingen penge, så får jeg mindre ud af det.

Her taler jeg selvfølgelig ikke om et reduceret ansættelseshonorar, men alene for en mere konsekvent royaltykultur i dansk teater. Det er klart nok en lidt anden snak, men hvis det er svinagtigt at medtænke det økonomiske incitament som en dimension i vores valg af form og fortælling, så er jeg svinagtig. Det er i hvert fald et forhold, der kan mærkes, hvis man vil være proponent for det indadvendte teater, der primært afsøger, undersøger og eksperimenterer.

 

TÆNK PÅ PUBLIKUM
Teatret er nødt til at indtænke sit publikum, og det skal dramatikeren også. Der er stadig en mærkværdig terapeutisk tradition i vores fag, hvor vi primært skriver for at møde noget i os selv. Den form for teater tror jeg ikke på - i hvert fald er det ikke et særligt kommunikerende udgangs-punkt. Jeg vil snarere sige, at fordivores fags berettigelse ligger i mødet med et publikum, er det en del af det dramatiske håndværk at tage publikum i en bevægelse fra a til z.

Og at tænke på sit publikum handler ikke om at stikke dem et tema, man synes, de bør vide noget om. Jeg siger til mine elever, at de aldrigskal starte med temaet. Jeg går heller ikke ind og ser en forestilling, der handler om et tema. Hvem gør egentlig det?

Derfor kan man også godt bede teatercheferne, som jo ofte stiller en opgave til dramatikeren, om at de må lade være med at bestille et stykke ud fra et tema. Vær konkret. Giv dramatikeren en situation, der skal løses. Jeg kan personligt godt lide en fast ramme. Fri leg kan være kvælende. Og hav så respekt for, at temaerne mange gange skifter navn og beskaffenhed af fem og ti omgange. Temaer er flygtige og elastiske. Nogle gange finder man først ud af temaet, når forestillingen er færdig. Men selve historien, det der udspiller sig i scenerummet, dén er konkret.

Jeg tror, at vi som skrivende i langt højere grad kan have gavn af at fokusere vores publikumstænkning og beslutte os for, at det vi skriver, er skrevet for nogen, og at de nogen skal underholdes.

Hele underholdningsbegrebet er undervurderet og misforstået. I min forståelse er underholdning et adelsmærke og endnu et af teatrets pissesvære håndværk, som guderne skal vide, at jeg ikke altid lykkes med. Jeg tror, at underholdning blandt mange andre ting handler om at give noget til kende. At komme med et udsagn og ikke et spørgsmål. Jeg tror på, at dramatikeren i sin dramatik skal påtage sig en mening og en holdning – også hvis den ikke står i overensstemmelse med den pågældende dramatikeres private værdisæt.

Så er man synlig, og der opstår en anden heftighed, noget offensivt, ved et udsagn fremfor et spørgsmål. Dansk teaters fortællinger er for egale og konturløse. Hvilket ikke betyder, at de ikke forsøger at være offensive eller provokerende. Problemet er bare, at også provokationen efterhånden er gået hen og blevet tradition. Provokationen har indtaget en genkendelig, næsten tryg, anatomi, som vi skal prøve at omstøde.

 

 

SÅ SKAL DU SE BALLADE
Den gode historie må altså være ligeglad med, hvordan udsagnet i stykket forholder sig etisk til det, dramatikeren selv mener. Bruno Ganz forsvarede sin karakter fuldt ud, da han spillede Hitler i Der Untergang, men ingen spørger ham, om han i virkeligheden er nazist. Når det kommer til teksten derimod, leder vi uophørligt efter identifikations-punktet mellem værkets udsagn og forfatterens egne meninger.

Det må vi som dramatikere gøre op med. Det er en blindgyde, der leder os væk fra de store udsagn, som netop kan finde sted i teateret.

Jeg savner de folkeforføreriske kræfter, som egentlig ligger i vores kunst, men som næsten er fraværende i dansk teater for tiden. Jeg efterlyser demagogens tilbagekomst i dansk teater. Eller tilbage – måske har vi aldrig haft en rigtig demagog, ligesom svenskerne har med fx Strindberg. Men hvis han eller hun aldrig har været her, så er det tid til at indfinde sig.

Det demagogiske må afløse den forsigtighed, som regerer, når vi dramatikere går op og siger, at vi ‘bare er her for at stille nogle spørgsmål’. Det kan man sgu ikke henføre masserne med. Så tilbage med demagogen, hvilket naturligvis kræver et publikum, der selv kan lave den antiautoritære mellemregning, der er nedfældet i tilskuer-kontrakten. Når dramatikeren siger noget, der forfører publikum, så regner jeg med, at publikum er reflekteret nok til at forstå den øvelse. Til at forstå, at dramatikeren er en persona. Så man ikke forlader teateret og tænker, ‘hold nu kæft et ubehageligt menneske, der har skrevet det lort’. Det er den position, man skal turde fortælle fra. Så snart vi kommer hjem til det frie felt, hvor vi kan udfolde os som demagoger, så skal du se ballade i de fortællinger, der kommer oppe fra scenen.

 

JAKOB WEIS er dramatiker. Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Samtalen er fra Danske Dramatikeres medlemsblad REPLIKKER #30. Du kan hente det her i pdf .